Mange undersøgelser viser, at Danmark har et af de mest fleksible arbejdsmarkeder i Europa. Der er simpelthen højere job-til-job mobilitet i Danmark, hvor en stor andel af arbejdsmarkedet skifter job i løbet af et år. Det kan give den samfundøkonomiske fordel, at medarbejderne flytter sig derhen, hvor de bidrager med mest og finder størst nytte. Det kan også være en ulempe, idet for store udskriftninger af ansatte betyder, at en virksomhed bruger for mange ressourcer på at integrere og oplære nye ansatte. Så det er en balance for, hvornår arbejdsmarkedet er mest fleksibelt, men ikke så turbulent, at virksomhederne ikke har kontinuitet i medarbejderstaben.
Men gør denne fleksibilitet sig også gældende geografisk? Er det sådan, at medarbejderne også er villige til at flytte langt eller pendle langt for at få et job, som de passer godt til? Og hvilke faktorer afgør, hvor arbejdskraften finder arbejde?
Det har vi set på en tre forskellige artikler (Dahl & Sorenson 2009, Dahl & Sorenson 2010a, Dahl & Sorenson 2010b) som analyserer tre forskellige grupper på arbejdsmarkedet: faglært/ufaglært arbejdskraft, ingeniører/teknisk arbejdskraft og iværksættere. Spørgsmålene er interessante ikke mindst set i lyset af debatten omkring ‘udkants-Danmark’, som specielt i 2010 prægede dagsordenen. Et forslag fra denne debat var eksempelvis at skabe økonomiske fordele for at flytte til disse udkantsområder for at øge tiltrækningen af højtuddannet arbejdskraft.
Vi tager udgangspunkt i økonomiske teorier, som peger på, at arbejdere vil tage arbejde i de kommuner, hvor de kan tjene mest. Dette står som modpol til mere sociologiske teorier, som peger på, at arbejdere vil vægte sociale faktorer, som familie og venner, højere end de økonomiske, når de vælger job-kommune. Problemstillingen er ikke nu, men det har tidligere været svært at måle, hvad arbejdere ville have tjent, hvis de var henholdsvis flyttet og ikke-flyttet kommune. Dette målproblem præsenterer vi en mulig løsning på i disse artikler. Den teknik, som vi anvender, gør os i stand til at måle kroneværdien af familie, venner og nuværende bopæl, fordi en flytning kan blive påvirket både af de økonomiske og sociale forhold.
Vores undersøgelser viser samstemmende, at den geografiske mobilitet er yderst begrænset — selv mellem de gamle 271 kommuner. Uanset om vi ser på ingeniører, faglærte eller iværksættere, så har arbejdskraften en stærk præference for at blive i den kommune, hvor de er. Hvis de flytter, har de en stærk præference for at flytte til en kommune, hvor de har arbejdet eller boet tidligere. Det kan være en ‘hjemby’ eller en by, hvor de har studeret. Det betyder, at vi langt fra ser den samme mobilitet geografisk, som vi ser i mellem jobs i Danmark.
Når det kommer til forskellen mellem økonomi og sociale faktorer, viser vores undersøgelser, at hjemby, tidligere bopæle og skolekammeraters placering på landkortet betyder mere end den lønfordel, som kan ligge i at flytte til en kommune med en højere løn til den enkelte arbejder. De mere sociale faktorer som at blive, hvor man er bosat, betyder markant meget mere for arbejdskraften. Hvis en gennemsnits ufaglært/faglært står over for at valg mellem to kommuner, hvor den ene er 20 km væk fra nuværende bopæl og den anden er 40 km væk, så vil personen vælge den kommune, som er længst væk, hvis dette samtidigt indebærer, at lønnen er omkring 100.000 kr. højere. Et ret stort beløb, når man tager i betragtning, at gennemsnitslønnen for en ufaglært/faglært er 220.000 kr. Hvis det samtidig betyder, at afstanden til forældre og hjemby fordobles stiger beløbet til omkring 185.000 kr. Beløbene er tilsvarende høje for de tekniske arbejdere og ingeniørerne.
Iværksætterne er de personer i de tre undersøgelser, som lægger mest vægt på at blive i den nuværende kommune og tæt på familie. De vælger typisk disse kommuner frem for kommuner med mindre erhvervsmæssig konkurrence og mindre lønniveau hos medarbejderne. Dette kan være, fordi de tætte relationer, som iværksætterne har i et område betyder mere for iværksætterne end de mere økonomiske fordele.
Disse resultater betyder, at de økonomiske incitamenter betyder langt mindre for mobiliteten over kommuner end vi umiddelbart har troet. Arbejdskraften, trods fleksibiliteten mellem jobs, er ret fastlåst til kommunerne. Det er svært at tiltrække arbejdere på tværs af landet, idet de ikke økonomiske faktorer er langt mindre betydende i sammenligning med de mere sociale faktorer.